Undervisningsforløb med informations- og kommunikationsteknologi


(se selve projektet)

Det undervisningsforløb, som jeg vil beskrive i det følgende, er blevet delvis gennemført i første halvdel af 1998 med et 3.g. hold i fransk højniveau for begyndere. At forløbet ikke blev gennemført helt skyldes tidsmangel og eksamen, men lige så meget ønsket fra min side om at lægge en basis, som kommende klasser skal bygge videre på.

Udgangspunktet for forløbet:

I gymnasiet er man meget fikseret på tekstlæsning, og der er angivet præcise sidetal for, hvor meget man skal nå at læse i 3.g. og hvor mange normalsider og områder, der skal opgives til eksamen. Der er dog mulighed for at omregne AV- og EDB-materiale i et vist omfang til normalsider. Foruden at læse tekster skal eleverne selvfølgelig også beherske skriftlig fransk, da der er en obligatorisk skriftlig eksamen, og de skal kunne udtrykke sig mundtligt. Kendskab til historie og kultur indgår også i bekendtgørelsen for fransk.

Hvilke elementer skulle indgå i forløbet:

Da klassen havde arbejdet en del med computere i 1. og 2.g, skulle der i forløbet indgå brug af tekstbehandling, internet, konferencesystem, grammatik-program, konkordans-program, filmoptagelse, scanning, film- og billedredigering og html-program.

De faglige områder, som skulle dækkes ind, var for det første tekstlæsning, men heruder skulle der indgå kultur- og historieforståelse, grammatik og skriftlig og mundtlig udtryksfærdighed.

Et overordnet mål for forløbet var at afprøve nye arbejdsformer, hvor projekt- og samarbejde mellem elevgrupper med læreren i rollen som konsulent, koordinator og "ekspert" skulle afprøves. Arbejdet skulle også ende i et produkt, som kunne offentliggøres og lede til samarbejde med andre skoler.

Beskrivelse af forløbet:

Efter drøftelser i klassen blev vi enige om at fremstille et materiale, som kunne bruges af andre ved læsning af romanen "Un cirque passe" af Patrick Modiano. Offentliggørelsen skulle ske gennem nogle sider på Internet.

Romanen er en moderne fransk roman fra 1992, der er udsendt i en skolebogsudgave af forlaget Marko. Handlingen, der foregår i Paris i perioden fra 1940 til vore dage med vægt på forholdene i 1960'erne, fører læseren rundt i byens kendte og ukendte miljøer. Bogen kan læses i et ganske almindeligt forløb, hvad klassen også gjorde, men hvordan kan man udnytte den som hypertekst? Det blev klassens udgangspunkt for forløbet.

For ikke at komme på kant med copyright-problemer og for at få startet projektet begrænsede vi med forlagets tilladelse forløbet til første kapitel.

Da eleverne havde fået scannet 1. kapitel ind opdelt i tre dele, blev det nu opgaven at lave links til teksten og fremstille html-sider til forløbets internet-sider.

Ved hjælp af programmet Avid-Cinema kunne eleverne redigere i en privat videofilm fra Paris. Der blev fremstillet flere småfilm i QuickTime-movie-format om Pont-Neuf med kommentarer på fransk på lydsiden og underlægningsmusik. Der findes nogle eksempler på vores forløbsside på nettet, men de fleste film blev for omfangsrige og blev derfor gemt på en CD-rom.

Der skulle også produres et link med oplysninger om forfatteren og henvisninger til andre sider på nettet.

Evaluering

Fagligt indhold:

Eleverne fik arbejdet meget med sproget dels ved at læse tekster på nettet dels ved selv at skulle producere såvel skriftlige som mundtlige indlæg på fransk. Indholdet til teksterne til de forskellige links måtte gerne bruge oplysninger, der var hentet på nettet, men eleverne skulle selv formulere sig. Klippe og klistre-metoden måtte ikke bruges her. Den rent mundtlige brug blev forstærket gennem dramatiseringerne, hvor der blev arbejdet meget med at ramme den rigtige betoning i spillet mellem personerne.

Arbejdet med konkordans-programmet betød, at eleverne måtte sætte sig grundigt ind i reglerne for at kunne lave gode grammatiske øvelser. De opnåede herved en sproglig kompetence.

Udarbejdelse af links til steder i Paris gav en dybere forståelse af den historiske udvikling og gav indsigt i Frankrigs historie.

Det litterære arbejde blev støttet meget gennem arbejdet med hypertekst og dramatiseringer, hvor eleverne kunne indleve sig i personerne. Arbejdet med multimedier giver andre muligheder for tilgang til det litterære stof, der måske for eleverne kan virke for tørt eller kedeligt, uden at gøre læsningen overfladisk eller mindre seriøs. Det giver en anden dimension i læsningen og en interessant tilgang til forfatterens sprog og virkemidler, når sproget kan dissekeres i et konkordansprogram.

Som tidligere nævnt blev et planlagt samarbejde ikke til noget, men det betyder ikke så meget, for nu har klassen fået lavet et grundlag, som der kan arbejdes videre på. Det materiale, som på nuværende tidspunkt er til rådighed, skal udbygges af andre klasser og i samarbejde med interesserede skoler, så vi får en base for værklæsning. Der skal produceres grammatiske øvelser og opgaver, men også en kulturel- og historisk opslagstavle, hvor alle kan indsende bidrag.

Arbejdsformer:

Elevernes samarbejde var solidt og energisk, og alle fik lov til at arbejde med de forskellige dele af projektet. Der er ingen tvivl om, at det ansvar, som de fik for forløbet, var med til at forhøje indsatsen, men glæden ved at lave et produkt var også stor.

Lærerens rolle kan være krævende med hensyn til at beherske de forskellige værktøjer og programmer, for tekniske problemer skal kunne løses hurtigt. Man må passe på ikke at slå for store brød op. Især i planlægningsfasen må læreren bruge sin erfaring til at få projektet ind i et passende forløb, men når først forløbet er startet, overtager eleverne scenen.

Brugen af IKT i undervisningen:

Vi fik brugt hele spektret af programmer og redskaber, og eleverne var hurtige til at beherske det meste, således at de tekniske problemer blev af et mindre omfang. Internet blev er naturlig kilde at arbejde med, og forløbet bidrog til at gøre dem til gode søgere og gav dem kompetence til at overskue og fokusere på det væsentlige på siderne.

Konklusionen på dette indlæg må være en anbefaling til at bruge IKT-forløb af denne type til andre værker og i andre fag.

Jens Peder Weibrecht

sept. 1998


Index