Eddy Mitchell – sanger, skuespiller, tegner og forfatter
Eddy Mitchell blev født den 3. juli 1942 i det IXe arrondissement i Paris. Hans rigtige navn er Claude Moine, men han skulle allerede i en ung alder forsøge at ligne de amerikanske idoler som Gene Vincent og Elvis.
Familien boede tæt ved Belleville, faderen arbejdede om natten ved RATP og tog ofte sønnen med i biografen om eftermiddagen. Dette skulle komme til at præge hans fremtid. Men også musikstedet Golf Drouot lå i nærheden, og det var her den franske rock ’n’ roll af unge mennesker som Jean-Philip Smet (senere kendt under navnet Johnny Hallyday), Jacques Dutronc og altså også Claude Moine (Eddy Mitchell) blev skabt og udviklet. Eddy blev af alle kaldt ”Schmoll” efter sigende fordi han kaldte alle ”petit”.
Starten var ret primitiv og Eddy startede i en gruppe med navnet ”Five Rocks” senere ”Les Chaussettes noires, men i 1961 udkom den første grammofonplade med fire numre. Titelnummeret var ”Be bop a lula” og desuden var der endnu et nummer af Gene Vincent og to Elvis-numre, alt sammen i franske versioner. Succesen var hjemme og pladesalget tog ukendte højder. Der blev produceret mange plader i de kommende to år, hvor en enkelt nåede et salgstal på 1 million, men som hos Elvis blev karrieren pludselig stoppet, da hæren kaldte Eddy til Algeriet i 1962.
I 1963 vender Eddy hjem og starter en solokarriere på et mere professionelt plan. England er blevet arnen for en ny ungdomsmusik, og Eddy tager til London for at indspille et album ”Eddy in London”, hvor datidens bedste rockmusikere assisterede. Materialet var stadig en del kopiversioner, men teksten sørgede Eddy selv for, og her var der kvalitet at hente.
Igennem 60’erne bredte Eddy sig til ny genrer med blues, soul og swing og musikken blev bl.a. indspillet i berømte studier i USA. De første år i 70’erne blev lidt af en ørkenvandring for Eddy, men i 1974 tog karrieren fart i en ny æra med ”Rock in Nashville”, hvor Eddy kombinerede rock, country og franske tekster med datidens bedste musikere under ledelse af Charlie McCoy, der spillede for både Dylan og Presley. Han indledte også et samarbejde med Pierre Papadiamandis og de har siden produceret en række strålende sange sammen – Pierre sørger for musikken, Eddy tager sig af teksterne. Et af deres største hits er ”Couleur Menthe à l’eau”:
COULEUR MENTHE A L'EAU
Elle était maquillée
Comme une star du ciné
Accoudée au juke-box
Elle rêvait qu'elle posait
Juste pour un bout d'essai
A la Century Fox
Elle semblait bien dans sa peau
Ses yeux couleur menthe à l'eau
Cherchaient du regard un spot
Le dieu Projecteur
Et moi je n'en pouvais plus
Bien sûr elle ne m'a pas vu
Perdue dans sa mégalo
Moi j'étais de trop
Elle marchait comme un chat
Qui méprise sa proie
En frôlant le flipper
La chanson qui couvrait
Tous les mots qu'elle mimait
Semblait briser son cœur
Elle en faisait un peu trop
La fille aux yeux menthe à l'eau
Hollywood est dans sa tête
Toute seule elle répète
Son entrée dans un studio
Décor couleur menthe à l'eau
Perdue dans sa mégalo
Moi je suis de trop
Mais un type est entré
Et le charme est tombé
Arrêtant le flipper
Ses yeux noirs ont lancé
De l'agressivité
Sur le pauvre juke-box
La fille aux yeux menthe à l'eau
A rangé sa mégalo
Et s'est soumise aux yeux noirs
Couleur de trottoirs
Et moi je n'en pouvais plus
Elle n'en a jamais rien su
Ma plus jolie des mythos
Couleur menthe à l'eau
Paroles : Claude Moine
Musique : Pierre Papadiamandis
Som mange andre af Eddy Mitchells sange er sangen som en lille filmscene, hvor man følger bestemte personer, der ofte bliver revet ud af deres dagdrømme og konfronteret med virkeligheden, der kan være barsk. For eksempel hos rengøringsdamen der skildres i ”La fille du motel”. Eddy Mitchell har en række temaer, som behandles i hans sange. Det kan være alt fra politikerlede (”Faudrait pas avoir du blues”), over moderne elektronik (”Rupture en VHS”), ulykkelig kærlighed (”Comme quand j’étais môme”), den moderne mands problemer (”Golden Boy”), forældreomsorg (18 ans demain) og fødselstraumer (”Le baby Blues”). Listen ville blive lang, hvis jeg skulle nævne alt, men det er karakteristisk, at det er små afsluttede historier, ofte med en sproglig og indholdsmæssig pointe. Der er mange gode emner til undervisningsbrug.
Der er ofte en længsel mod fortiden og savnet af f.eks. de gamle lokale biografer, som bliver revet ned og erstattet af parkeringshuse (”La Dernière séance”). La dernière séance blev også titlen på en serie filmaftener på A2, som Eddy producerede sammen med Gérard Jourd’hui over en 10-årig periode, hvor programmet bestod af to film, tegnefilm og diverse klip med nyheder o.lign. Et format som blev brugt i mange år i franske biografer, og hvor der var tiden til at købe slik i pauserne.
Eddy havde allerede indspillet film i 60’erne, men det store gennembrud kom i Bertrand Taverniers film ”Coup de totchon” (1981), hvor Eddy spiller sammen med bl.a. Philippe Noiret og Stéphane Audran. Siden har han haft store og mindre roller i en lang række film med stor succes i Frankrig, og han fik en César for sin rolle i ”Le bonheur est dans le pré” instrueret af Etienne Chatiliez set af 5 millioner franskmænd i 1995/96.
Eddy Mitchell er en habil tegner og interesserer sig meget for tegnseriekunsten og realistiske skildringer af hverdagen, som man finder det hos Norman Rockwell. Hans sidste store optræden i Paris 2000 i Bercy havde som tema ”Les Nouvelles aventures d’Eddy Mitchell” bygget over Blake & Mortimer tegneserien.. Eddy Mitchell har desuden udgivet en novellesamling.
I den store produktion af musik kan man som nybegynder passende starte med at anskaffe sig dobbelt cd’en ”Tout Eddy”, der indeholder de største hits. Eddy optræder stadig på scenen og til efteråret vil han igen stå på scenen i ”Olympia” og derefter tage på turné i hele Frankrig.
Jens Peder Weibrecht
September 2002
Følgende adresser på nettet kan anbefales:
http://perso.wanadoo.fr/mreddy/
http://www.eddymitchell.com.fr/
Bøger:
Eddy Mitchell: P’tit Claude (Arbre à Cames Editions 1994)
Eddy Mitchell’s Club: Eddy sur Seine (1997) og Encyclop’Eddy (2001)
Jean-Marc Thévenet: Tout Eddy (Canal+ Editions 1994)
Undervisningsbøger :
J.P. Weibrecht : La Valise (Marko)
J.P. Weibrecht : Le Monde de l’Enfant (Marko)
Fransk Nyt 233, september 2002